Problemet med nogen og nogle er, at det ikke er til at høre forskel på de to ord. I al fald ikke, hvis man sjusker lidt med udtalen. Og så kan man jo spørge: Nå, og hvad så? Hvilken forskel gør det, om jeg bruger nogen eller nogle?

Der er en betydningsforskel på de to ord. Nogen betyder nogen overhovedet eller nogen som helst. Det bruges i ikke-sætninger, i hvis-sætninger og i spørgsmål.

Æblemand, kom indenfor. Æblemand, kom indenfor. Har du nogen æbler med til mig i dag?

Hvis du har nogen æbler med, må du gerne komme indenfor.

Nej, jeg har desværre ikke nogen æbler med i dag.

– Billede af æblemand, der har alt andet end æbler med i dag.

Nogle bruges
derimod i betydningen nogle stykker, et
par, en del
.

Nogle af æblerne er
stødte og brune.

Så man kan altså huske det på, om det er nogen (overhovedet) eller nogle (enkelte). En anden huskeregel er,
at nogen minder om det engelske any, mens nogle kan sidestilles med some.
Do you have any apples for me? Yes, I have some.

Læs mere: i Håndbog i Nudansk, side 424-426; på sproget.dk
under Typiske problemer; under opslaget ”nogen” i Retskrivningsordbogen.